Lørdag den 25. september klokken 15.00 har ‘Fællesskabets Mindefond af 1969’ kaldt til indvielse af mindelunden ved Gudenåen. På den modsatte side af den jyske å holder en journalist og fotograf øje med stedet.
(Kapitlet fortsætter under videoen)
Kapitel 2
Indvielsen
Video: Journalist Kaj Christensen kan endelig afsløre indvielsen af mindeparken (2 min. 39 sek.)
Kapitel 2 (fortsat)
Mindelunden var ikke blot et ønske om at hædre de tusinder af danskere, der faldt på Østfronten i tysk tjeneste. Den var også et symbol på den uretfærdighed, som mange følte efter at være blevet straffet som forrædere af både staten og befolkningen efter Anden Verdenskrigs afslutning.
Foto: Privat
Den grønne Volvo ruller ind på den lille grusvej foran mindelunden i Kongensbro nær Silkeborg. Det er en mild, men overskyet efterårsdag den 25. september 1971. I bilen sidder 19-årige Tord Marius Lorentsen. Han er taget med til indvielsen af mindelunden for danske østfrontsfrivillige for at støtte sin far, der kæmpede for Tyskland på Østfronten i Anden Verdenskrig.
Få år før satte faren, Kristen Lorentsen, sig i spidsen for foreningen ‘Fælleskabets mindefond af 1969’ med det formål at oprette en mindelund for Hitlers danske soldater.
De fleste danskere, der meldte sig til tysk krigstjeneste, kæmpede i militærenheden Frikorps Danmark. En enhed specielt oprettet til dem, der frivilligt blev en del af Tysklands kamp mod Sovjetunionen på Østfronten. Mere end 6.000 danske frivillige tog afsted, og cirka en tredjedel faldt i kampene. Selv kæmpede Kristen Lorentsen i Regiment Germania i den tyske hær, men han følte alligevel et stærkt tilhørsforhold til de andre østfrontsfrivillige. Ligesom de fleste andre danskere i tysk tjeneste, blev han idømt fængselsstraf i retsopgøret efter krigen.
(Kapitlet fortsætter under videoen)
OBS:
Dette er én lang fortælling fortalt i flere kapitler. Hvis du er havnet på denne side uden at have læst de foregående, bør du unde dig selv at starte fra starten.
Video: Marius Lorentsen fortæller om sin fars motiver til at etablere mindelunden (1 min. 15 sek.)
Til ære for de faldne
Marius Lorentsen går sammen med en ven, sin bror, svoger og søster i gang med at sætte bænke op på grunden ud til Gudenåen. Farens projekt kulminerer i dag med indvielsen af mindelunden til ære for de faldne kammerater. Efter en times tid med forberedelser og spredt snak stiller Kristen Lorentsen sig foran forsamlingen og byder velkommen. Blandt tilhørerne i mindelunden er veteraner, børn og enker til de danskere, der faldt på Østfrontens slagmarker.
“Denne mindelund skal fremtidig være det sted, hvor pårørende og venner kan hædre deres døde. Her på denne fattige plet jord vil udi fjern fremtid deres symbolske grav være at finde,” siger Kristen Lorentsen ifølge det talepapir, hans søn har gemt.
Men det er langt fra alle de danskere, der samarbejdede med eller kæmpede for tyskerne, som er tilhængere af en symbolsk grav for de faldne.
“Langt størstedelen af landssvigermiljøet ville helst være fuldstændig i fred og leve deres liv uden at tænke på fortiden. Hver gang nogle af dem blev nævnt i en eller anden sammenhæng, gik opmærksomheden potentielt ud over dem alle sammen. Den frygt lå i flertallet af landssvigerne,” fortæller Rasmus Hyllested, historiker fra Roskilde Universitet og forfatter til bogen ‘På den forkerte side’ om de danskere, der blev dømt som forrædere efter krigen.
Ifølge Rasmus Hyllested var der tale om en fragmenteret gruppe, der ikke kunne blive enige om, hvorvidt kampen skulle kæmpes eller ej. De blot 100 mennesker, der er mødt op til indvielsen, repræsenterer ifølge forfatteren en lille gruppe, som havde behov for at fastholde mindet om fortiden.
(Kapitlet fortsætter under billedet)
Kristen Lorentsen taler til de cirka 100 fremmødte ved indvielsen af mindelunden.
Foto: Poul Erik Bilstrup
Helte og krigsforbrydelser
Med talen i hånden fortsætter Kristen Lorentsen.
”Det var ikke eventyrlystne unge, som ville ud og prøve kræfterne, der meldte sig til Frikorps Danmark. Nej, der var tale om ansvarsbevidste mennesker, der ville bekæmpe pesten fra Rusland, som truede med at gøre ende på vores kultur. De gik ind i en nådesløs kamp for at undgå, at vi skulle ende i en form for slaveri,” siger han til forsamlingen.
Mange af de østfrontsfrivillige betragtede den gængse fortælling om dem som forkert. Det fortæller historikeren Claus Bryld, dr. phil og professor emeritus ved Roskilde Universitet. Han har blandt andet forsket i den kollektive erindring om især Anden Verdenskrig.
“De betragtede sig som helte i modsætning til det officielle Danmark og befolkningen, der betragtede dem som forrædere. Derfor var det vigtigt for dem at holde mindet ved lige, så de ikke skulle dukke hovedet for meget i skam. De måtte sige til sig selv, at de havde været med til noget, der var godt,” forklarer han.
Danmarks regering erklærede under krigen, at soldater i den danske hær kunne melde sig til tysk tjeneste og efterfølgende vende tilbage til deres oprindelige plads i de danske styrker. Blandt andet derfor mente mange østfrontsfrivillige, at den danske regering havde forrådt dem ved først at lade dem tage i krig og efterfølgende dømme dem for landsforræderi.
Flere nutidige historikere mener på den anden side, at danskerne dengang vidste, at regeringen talte under pres, før den ophørte samarbejdspolitikken den 29. august 1943, og at det derfor ikke kan forsvares, at de meldte sig under Hitlers faner.
(Kapitlet fortsætter under billedet)
Deltagere i indvielsen lægger kranse til minde om de faldne kammerater. Foto: Poul Erik Bilstrup
Poul Sommer træder frem
Kristen Lorentsen afslutter sin tale, og en mand med bølget mørk sideskilning, lys frakke og slips, der er bundet op i den tilknappede hvide skjorte, træder frem foran forsamlingen.
Den næste taler er Poul Sommer - en kendt dansk nazist og den berygtede leder af Sommer-korpset, som han oprettede i 1944. Korpsets 1.200 mand havde til opgave at bevogte den tyske flyveplads på Kløvermarken i København. Senere bekæmpede de også sabotage, hvilket førte til flere sammenstød med de danske modstandsfolk.
Poul Sommer blev idømt 12 års fængsel for landsforræderi i det retsopgør, som den danske regering efter krigen indledte mod dem, der på forskellig vis havde samarbejdet med besættelsesmagten. På anklagebænken sad både folk, der havde handlet, samarbejdet med eller måske blot kysset på tyskerne, men også folk som havde begået grove forbrydelser mod danske borgere.
I alt blev mere end 40.000 anklaget og af dem blev omkring 13.500 dømt efter love vedtaget med tilbagevirkende kraft. Straffen spændte fra bøder til dødsdomme, og mange fik midlertidigt fjernet deres stemmeret. 46 blev henrettet.
Retsopgøret er i nyere historisk forskning blevet kritiseret for at have været urimelig hårdt ved de dømte. Hårdheden forklares af flere forskere blandt andet med, at regeringen følte sig nødsaget til at imødekomme befolkningens hævngerrighed.
“Og vi mindes dem, der endog flere år efter krigens slutning måtte bringe det sidste offer i danske fængsler - bundet til en marterpæl, stillet op foran geværmundinger rettet mod dem af landsmænd, der havde meldt sig frivilligt for at tage hævn som en konsekvens af et systematisk oppisket had. Disse vore kammerater måtte vel bære den allertungeste lod,” siger Poul Sommer.
For Poul Sommer var alle de dømte i retsopgøret en del af samme kamp, og mindelunden var ikke alene rejst til ære for de faldne på Østfronten.
(Kapitlet fortsætter under billedet)
Poul Sommer taler til forsamlingen. Foto: Poul Erik Bilstrup
Politisk opfordring
Poul Sommer afslutter sin tale og derefter nedlægges kranse for de faldne frivillige ved den beskedne mindesten.
Marius Lorentsen og 80 andre fra indvielsen fortsætter højtidelighederne på den nærliggende Ans Kro med kaffe, kage og generalforsamling for ‘Fællesskabets Mindefond af 1969’. Her vælges Poul Sommer som den nye formand efter Kristen Lorentsen, og han tager igen ordet.
“Blodige ofre er i tidens løb blevet bragt på legalitetens alter - ofte har legalitetens forkæmpere måttet bukke under i kampen. Men aldrig har deres kamp været forgæves. Thi nye og positive opbyggende kræfter er spiret af de, der faldt,” siger Poul Sommer.
Han afslutter talen ved at bede forsamlingen vise ham, hvor højt sneen lå sidste vinter. Der kvitteres stående med højt fremstrakte højrearme.
Marius Lorentsen, hans far og deres selskab bliver siddende uden at heile, og fra bagenden af lokalet kan den 19-årige Marius Lorentsen se en tjener fryse til is i rummet, da hun ser selskabet heile. Efter et par sekunder skynder hun sig ud af lokalet.
“Efterfølgende er det gået op for mig, at det var et klart eksempel på, at den politiske fløj i foreningen var den største på det tidspunkt,” forklarer Marius Lorentsen i dag.
Episoden gør kroejer Arne Nørgaard rasende. Han citeres efterfølgende i flere medier, hvor han giver udtryk for, at folkene fra mindelunden aldrig skal vise sig på hans kro igen.
Straks efter skrider kroejeren også til handling. Han opretter en protestkomite mod mindelunden med andre lokale forretningsdrivende og klager til myndighederne.
--
Ikke kun kroejeren ser rødt efter indvielsen af mindelunden. I løbet af de næste syv dage bliver mindelunden både angrebet med paragraffer, maling og sprængstof.