Kapitel 3
Kampen om skrænten
Indvielsen af den kontroversielle mindelund forarger både myndigheder og borgere, der straks ønsker den fjernet. Selvom mange sympatisører bag mindestedet helst vil være i fred, giver angrebene ifølge flere i mindefonden dog endelig opmærksomhed om deres forhold.
Foto: Privat arkiv
Med indvielsen starter en krig mod mindelunden på flere fronter. Med ammunition i blandt andet vejbestyrelsesloven lægger myndighederne straks an til et slag i amtsrådet, mens lokalbefolkningen kæmper med maling og bidetang. Efter kun en uge bliver to kilo sprængstof nådestødet for det kontroversielle mindested ved Gudenåen, da angiveligt tidligere modstandsfolk går i aktion.
Paradoksalt nok har den skarpe modstand været med til at give mindelunden betydning, fortæller historikeren Claus Bryld, dr. phil og professor emeritus ved Roskilde Universitet. Han har blandt andet forsket i den kollektive erindring om især Anden Verdenskrig.
“Når man angriber folk, så trækker man dem også frem i lyset. Det er lidt ligesom Muhammed-tegningerne. De fik deres betydning, da de mødte kritik. Først når aviserne skriver om mindelunden, opdager folk, at der ligger sådan et sted derovre,” forklarer han.
Opmærksomhed på mindelunden
Historien om etableringen og siden ødelæggelsen af nazi-mindet rammer hurtigt landets nationale dagblade, radio og TV. Og inden længe når historien også uden for Danmarks grænser. Den 10. oktober kan Göteborgs-Posten blandt andet berette, at “Skräll på nazistisk kultplats ger våldsamt eko på Jylland”.
De fleste sympatisører ønsker at have mindestedet i fred, men flere personer bag mindelunden opfatter ikke kun opmærksomheden negativt. Kassereren i “Fællesskabets Mindefond af 1969”, Højlund Christensen, kalder i Ekstra Bladet de lokales hærværk for et stykke “pøbelarbejde”, men han ser også fordele i begivenhedernes gang.
“Mindeparken har rejst en debat om vores forhold, som jeg personligt ikke er spor ked af. Jeg tvivler blot på, at nogle politikere tør gå ind i debatten af frygt for afsløringer af deres og andres gerning under og efter krigen, som bestemt ikke tåler dagens lys,” forklarer han til avisen.
I et brev sendt til flere af foreningens medlemmer i december 1971 bemærker også formanden Poul Sommer, at opmærksomheden fra myndighederne ikke kun skal ses som dårlig nyt for deres sag:
“Det er et spørgsmål, om det ikke netop ‘holder gryden i kog’, stadig giver anledning til at rippe op i den ‘dårlige samvittighed’, idet sikkert de fleste stadig vil mene, at det er tåbeligt at ville nægte pårørende et sted, hvor de kan mindes deres døde,” skriver han.
Rasmus Hyllested, historiker fra Roskilde Universitet og forfatter til bogen ‘På den forkerte side - De danske landssvigere efter befrielsen’, er enig i, at hærværket satte mindelunden på landkortet, men han mener ikke, at det førte til en diskussion af hverken retsopgøret eller de østfrontsfrivilliges forhold.
“Hvis de to fra mindelunden havde ret, så ville vi have haft den debat om deres forhold, og det har vi ikke haft. De håbede måske på det. Men det skete aldrig,” siger han.
OBS:
Dette er én lang fortælling fortalt i flere kapitler. Hvis du er havnet på denne side uden at have læst de foregående, bør du unde dig selv at starte fra starten.
Slagene om mindelunden:
Klik på billederne for at læse om et enkelt angreb, eller tag dem én ad gangen ved blot at fortsætte læsningen nedad denne side.
Paragraffer
Indvielsen af mindelunden tager myndighederne på sengen, men hurtigt mødes politi, kommune og borgmester til besigtigelse i mindelunden.
Maling
En gruppe vrede beboere ser rødt og tager sagen i egen hånd. I ly af mørket går de til angreb.
Sprængstof
Et højt brag lyder i Ans By, da mindelunden får nådestødet af 15 stænger aerolit.
Paragraffer
Den pludselige indvielse af mindelunden tager de lokale myndigheder på sengen. Efter afsløringerne har de ellers fortalt pressen, at de ville holde nøje øje med projektet.
“Vi har også været derude flere gange. Men sidst var der ikke foretaget så meget, at vi følte vi kunne gribe ind. Arbejdet må være sket meget hurtigt,” citeres viceborgmester Erik Jensen for i B.T.
“Det er klart, at vi hurtigst muligt må gribe ind. Der er ikke søgt hverken hos kommune eller fredningsmyndigheder om tilladelse,” siger han til avisen.
Allerede klokken 09.00 tirsdag den 28. september - tre dage efter indvielsen - besigtiger borgmester Svend Winther (K) med repræsentanter fra kommune, amtskommune og to politimyndigheder den nu landskendte skrænt nær Gudenåen. Det besluttes, at amtsrådet skal prøve land- og byzoneloven, vejbestyrelsesloven og fredningsbestemmelserne af mod mindeparken.
(Kapitlet fortsætter under billedet)
Indkaldt til besigtigelsen er også en repræsentant fra politiets tekniske afdeling i Aarhus, der hurtigt går i gang med at fotografere stedet. Foto: Rigsarkivet
I amtsrådssalen i Viborgs Rådhus fremlægger Poul Sommer og Kristen Lorentsen deres sag, og Fredningsplanudvalget for Viborg Amt kan berette, at så længe, at mindestedet ikke kan ses i landskabet, er der ikke nogle problemer ud fra fredningsmæssige hensyn. Ingen af delene redder mindelunden. I stedet bliver vejbestyrelsesloven hevet frem.
Ifølge adgangsbestemmelserne for den private fællesvej, der forbinder mindelunden med den nærliggende hovedvej, er der nemlig kun tilladt overkørsel for vejens landbrugsejendomme. For mindelundens matrikel er derudover tilladt færdsel for et énfamilieshus med tømrerværksted på hobbybasis - og altså ikke en offentlig mindepark for faldne SS-soldater. Derfor kan mindelunden ikke lovligt bruge den private vej som adgangsvej uden tilladelse fra amtsrådet. Det får de ikke, hvilket meddeles Poul Sommer den 10. november.
Beslutningen er der ifølge Lars Ramhøj, tidligere lektor ved landinspektøruddannelsen på Aalborg Universitet, ikke noget galt med. Han har skrevet en bog om retsforhold for private fællesveje og har fået fremvist dokumenter fra amtsrådets afgørelse af sagen, der i dag findes i Rigsarkivet.
Han forklarer, at adgangsbestemmelserne går ud på at begrænse for eksempel langsomt kørende trafik ud fra de veje, der munder ud i en hovedvej, hvor der kan være hurtigkørende trafik.
“Amtsrådet skal sikre, at udkørselsforholdene er forsvarlige og i hvert fald ikke forværres. Derfor er det ikke spor mærkeligt, at man nægter at godkende den vej som adgang til en mindelund - ikke det fjerneste,” forklarer han.
Ifølge naturbeskyttelsesloven § 26 har alle danskere dog ret til at gå og cykle på veje i det åbne land, så østfrontsveteranerne og andre besøgende kan blot parkere bilen ved Kongensbro Kro, krydse hovedvejen og gå 500 meter ned til mindelunden.
Maling
Indvielsen af mindelunden får det lille midtjyske lokalsamfund til at se rødt. I flere artikler melder journalister, at befolkningen er på randen af oprør, hvilket borgmester Svend Winther hurtigt mærker.
”Jeg har siden i mandags næsten ikke kunnet bestille andet end at modtage protesthenvendelser og har måttet drøfte sagen med de mange, som er kommet til mig for personligt at udtrykke deres mishag med mindeparken,” fortæller borgmesteren til Berlingske Tidende.
En gruppe lokale beboere fra Ans og Kjellerup ønsker ikke at vente på en afgørelse fra myndighederne. Natten til onsdag den 29. september går de i aktion. I ly af mørket overhældes mindestenen med klar højrød maling. Med en bidetang fjernes mindepladen med en hilsen fra “venner og slægtninge” fra sin metalstander. Også de kranse og blomster, som Hitlers gamle soldater havde placeret i mindelunden til ære for deres faldne kammerater, bliver ødelagt. I mørket undslipper blot en enkelt blomst beboernes vrede. Som prikken over i’et, bliver mindestenen ved hjælp af jernstænger vristet løs og sendt ned ad bakken.
(Kapitlet fortsætter under billedet)
Mindepladen, som forsvandt efter tirsdagens angreb på mindelunden. Foto: Privat arkiv
En anonym talsmand for de forargede beboere bag aktionen fortæller til Ekstra Bladet, at de nu giver myndighederne én sidste chance for at få fjernet mindelunden:
“Naziparken er en skamplet på vor egn. Derfor have vi malet alle stenene over, og hvis ikke kommunen i løbet af få dage giver ordre til, at det hele skal fjernes, tager vi sagen i vore egne hænder,” citerer avisen ham.
Sprængstof
Lørdag aften den 2. oktober 1971 har fotograf Poul Erik Bilstrup et par venner fra Herning på besøg i sit hjem i Randers, da telefonen ringer. Præcis en uge før har han sammen med journalist Kaj Christensen dækket indvielsen af mindelunden for randersavisen Folkebladet. Manden i røret spørger, om han er fotografen. Det er han.
“Jeg vil meddele dig, at vi sprænger mindelunden i luften om fem minutter,” fortæller stemmen.
Poul Erik Bilstrup beder forgæves om en halv time og må i al hast tilbagelægge de lidt over 30 km til mindelunden i sin bil.
Ved ankomsten kan fotografen konstatere, at den sårede mindelund har fået nådestødet. Poul Erik Bilstrup får på Kongensbro Kro at vide, at to kraftige herrer havde blokeret døren, indtil et brag lød fra mindelunden.
(Kapitlet fortsætter under billedet)
Mandag morgen kan Ekstra Bladet bringe fotos fra aktionen mod mindelunden. Foto: 4. oktober 1971 - Bragt med tilladelse af Ekstra Bladet, adm. redaktør Ole Sloth.
Den ene mindesten er sprængt, og gerningsmændene forduftet. To kilo aerolit - angiveligt 15 stænger - blev mindelundens endeligt.
Mandagen efter kan Ekstra Bladet bringe et interview med en anonym mand, som hævder at være en af tre tidligere sprængstofeksperter fra en sjællandsk modstandsgruppe, og at de tre står bag aktionen.
“Vi kunne sagtens have sprængt hele mindeparken i luften, men vi ønskede at levne noget til de jyske grupper, der har varslet lignende aktioner. Vi er modstandere af vold. Men vi vil ikke tolerere nye nazistiske projekter. Derfor må mindeparken mellem Ans og Kjellerup jævnes med jorden,” forklarer han til avisen.
Ifølge Ekstra Bladet deltog 50-60 personer fra jyske modstandsgrupper i aktionen ved først og fremmest at afspærre området, så unge mennesker til bal på Kongensbro Kro ikke skulle komme for tæt på eksplosionen.
Den 8. december samme år står den tidligere modstandsmand Jess Hansen frem i B.T. og fortæller, at han stod bag hærværket.
“Motivet til sprængningen er nationalt sindelag. Jeg synes, mindelunden var en skamplet på landet,” kan avisen citere Jess Hansen, der idømmes 20 dagsbøder på 60 kr. samt 200 kr. i erstatning til mindefonden.
--
Efter endnu et forsøg på en indvielse af mindelunden i 1977 ender i udslettelse med sprængstof, vækker mindelunden ikke meget opsigt i offentligheden. Selvom den udadtil virker rolig, rejser der sig dog et stormvejr internt i foreningen i firserne, da nynazister forsøger at tage roret.