Kapitel 6
Mindestedet ved Gudenåen visner
“Da jeg var tyve år meldte jeg mig til Frikorps Danmark. Jeg var med fra det blev stiftet i 1941, til tyskerne nedlagde det i 1943.”
(Kapitlet fortsætter under videoen)
Video: Magnus Møller fortæller om sit forhold til mindelunden (2 min. 52 sek.)
Videokredittering:
Privatfotos fra Magnus Møller
(Kapitel 6 fortsat)
Mindelunden for de danske østfrontsfrivillige har ikke været udsat for hærværk i 11 år. De danske nazister har ikke noget forhold til den. Den har ikke mange besøgende, og veteranerne er kun få tilbage. Mange faktorer peger på, at mindelunden er på vej til at forsvinde. Alligevel kalder historiker den et demokratisk paradoks.
Foto: Søren Kjær
Solen skinner i mindelunden denne søndag i starten af juni måned 2015. 12 personer står let foroverbøjede i en lille halvcirkel. Der er helt stille. De mindes.
De mindes de østfrontsveteraner, der er gået bort i det forgangne år. Frants Langhoff, talsmand for foreningen, har selv mistet et par stykker, som stod ham nært.
“Jeg har haft dødsfald meget tæt på mig i indeværende år, så dem tænkte jeg på. Men det er ikke noget, der ligger dybt i mig. Jeg er ikke religiøs. Døden er en del af lagkagen,” siger han.
De forbliver stille i to minutter. Så går generalforsamlingen anno 2015 i foreningen ‘Fællesskabets Mindefond af 1969’ for alvor i gang.
Først gælder det formandens årlige beretning om mindelundens gøren og laden.
“Den ligger hos mig, selvom jeg ikke er formand. Der er så ikke sket så meget. Vi var tre, der havde været oppe og fælde nogle træer. Så var der udkommet en ny bog af interesse for foreningen, og så havde vi Magnus Møller med deroppe. Han er en af de sidste veteraner. Vi var glade for, at han kunne være der. Ham præsenterede vi også,” fortæller Frants Langhoff.
Næste punkt på dagsordenen er kassererens gennemgang af udgifter og indtægter i foreningen.
“Hans beretning er heller ikke så lang. Der havde vist været to udlæg det år. Der var blevet brugt 1200 - 1300 på vejskat og 34 kroner på printerpatroner,” siger Frants Langhoff.
Han er den ene af de tre som bestyrelsen er skåret ned til. Nu er de en kasserer, en formand og så Frants Langhoff, som er talsmand for foreningen, og den eneste der vil tale med pressen.
(Kapitlet fortsætter under billedet)
OBS:
Dette er én lang fortælling fortalt i flere kapitler. Hvis du er havnet på denne side uden at have læst de foregående, bør du unde dig selv at starte fra starten.
Mindelunden har i tidens løb ændret udformning. I dag består den primært af en mindesten med inskription og et trækors øverst på skråningen. Foto: Søren Kjær
Der er rigeligt med penge til vejskat
Selvom Frants Langhoff i dag kalder foreningen for sovende, så har det ikke altid været sådan. Nærmere tværtimod. Den har i den grad været vågen. Det har ikke altid været frivilligt, men det omkringliggende samfund har sørget for, at foreningen og mindelunden aldrig har kunnet lægge sig til at sove. Måske ikke før nu.
“Det er en mindeforening for dem, der har været. Det kunne lige så godt være for krigen i 1864, Napoleon eller noget helt tredje. Men den bliver ved med at være her, den er købt, og der ligger penge til at betale vejskat, men derudover så kan jeg ikke se, at der kommer til at ske noget,” siger Frants Langhoff.
Hvis den overhovedet har en betydning, er det for de få pårørende, som stadig kan have en interesse i at komme og lægge blomster, mener flere historikere.
“Der er ingen i dag, der ved, at den er der. Måske højest en promille. Og jeg tror, de fleste er ligeglade. Måske vil børn og børnebørn holde den i live, men der er garanteret også mange, som ikke gør det, fordi de synes, at det, far eller bedstefar lavede, var noget rigtig skidt,” siger historikeren Claus Bryld, dr. phil og professor emeritus ved Roskilde Universitet. Han har blandt andet forsket i den kollektive erindring om Anden Verdenskrig.
(Kapitlet fortsætter under billedet)
Her ses trækorset på toppen af skråningen i mindelunden. Foto: Søren Kjær
Et demokratisk paradoks
Mindelunden ligger på et stykke privat jord med adgang fra en mindre grussti. Den har en smuk udsigt til Gudenåen, og der er anlagt trapper, placeret sten og rejst et trækors til ære for de danske østfrontsfrivillige.
Rasmus Hyllested, der er historiker fra Roskilde Universitet og har skrevet en bog om de danskere, der blev dømt i retsopgøret efter Anden Verdenskrig, stiller spørgsmålstegn ved, om mindelunden overhovedet vil blive liggende, når de frivillige engang er væk.
“Jeg bliver mere og mere relativistisk, desto mere jeg underviser i historie. Det er farligt, for på den ene side, kan man jo sige, jo selvfølgelig skal den have lov til at være der, og selvfølgelig skal de have lov til at fortælle historien, så alle kan få at vide, at der faktisk var nogen, der syntes noget andet. Men hvad så hvis det, de syntes, var fuldstændig vanvittigt? Det er et paradoks. Det er et demokratisk paradoks, men altså har de ikke lov til på privat grund at have et sted, hvor de kan mindes det, som de har oplevet af forfærdelige ting? Det er meget meget svært at sige nej til,” siger historikeren.
Frants Langhoff mener, at mindelunden skal have lov til at ligge, hvor den gør. Han synes på den ene side, at det er fint, at der er nogle, der trods alt ser den og reflekterer over historien. På den anden side vil han heller ikke reklamere for mindelundens tilstedeværelse.
“Vi vil ikke provokere eller støde nogen. Vi er fuldt bevidste om, at det er et kontroversielt emne, og at vi repræsenterer en minoritetsgruppe. Derfor sætter vi heller ikke et stort blåt skilt op ude ved vejen. Hvis man vil finde mindelunden, så skal man nok gøre det,” fortæller han.
Og det er der stadig nogen, der gør. Finder mindelunden. Det er primært pårørende til østfrontsveteraner, som kommer og lægger blomster i ny og næ. Dem skylder man et sted, hvor de kan mindes, mener Frants Langhoff.
“De har ikke nogen steder, de kan kan gå hen. De kan gå i mindelunden og lægge en blomst. Samfundet har ikke på nogen måde tilbudt psykologhjælp eller gjort noget for de mennesker, der mistede en på Østfronten uanset, om der var politiske grunde eller ej,” siger Frants Langhoff.
Veteranernes sidste historier
95-årige Magnus Møller har overtaget scenen ved generalforsamlingen. Han kæmpede på Østfronten i Frikorps Danmark.
Fra en havestol fortæller han gruppen historier om dengang, han var motorcykelordonnans og kørte med beskeder mellem de tyske kommandører.
“Det er sjovt for mange at træffe en veteran. Det bliver jo sværere og sværere, og de vil gerne vide, hvilke uniformer de havde på, og hvilken ammunition, de brugte. Der er flere af dem, der kommer, som gerne lige vil lytte til de sidste historier, som Magnus har at fortælle,” siger Frants Langhoff.
(Kapitlet fortsætter under billedet)
Mindestenen i mindelunden i dag. Ifølge historikere er teksten på stenen misvisende og problematisk. Foto: Søren Kjær
Men historierne, som er kommet ud af mindelunden, og som stadig er mejslet fast i deres mindesten, er problematiske for historiefortællingen, mener Rasmus Hyllested.
Ifølge inskriptionen på stenen minder den de 4000 danske frivillige, der faldt fra 1939-1945, selvom Frikorps Danmark først blev oprettet i juni 1941. Dermed dækker den også over de danskere, der kæmpede for Finland mod Sovjetunionen fra 1939 til 1940.
“Jeg synes ikke, at mindelundens tilstedeværelse kan bidrage med noget historisk oplysning om de østfrontsfrivillige, for de lyver jo. Eller delvist. De parrer de østfrontsfrivillige med de finlandsfrivillige, og det er jo snedigt. På sin vis var det, det samme de kæmpede for, men de var jo altså afsted på to forskellige tidspunkter i to forskellige sammenhænge. Kampen for finnerne var jo legitim set med mange danskeres øjne, hvor imod den anden kamp var illegitim,” siger han og påpeger, at tallet på stenen, der siger, at 4.000 danskere faldt i kamp, er stærkt overdrevet. Ifølge de fleste eksperter ligger tallet nærmere 2.000 faldne.
Frants Langhoff mener, at mange historikere i dag har en forudindtaget holdning omkring emnet, og at deres udlægninger er alt andet end historisk objektive.
“Det er ikke løgn, det der står på stenen. Det er bare ikke hele sandheden. Og de historikere, der kritiserer det her, ved jo også godt, at den sten er rejst tilbage i 80’erne. Dengang havde man ingen mulighed for at vide, hvor mange der var faldet. Og skulle man så slå stenen i stykker og rejse en ny? Det har vi ikke ressourcer til,” siger han.
Ville I gøre det, hvis I havde ressourcerne?
“Nej, det tror jeg bestemt ikke. Man går jo ikke ind og ændrer i et historisk monument. Du går heller ikke ind og fjerner pyramiderne, fordi du synes, at dem, der lavede dem, ikke var for kloge. Det her skal jo betragtes ud fra den samtid, hvori det er rejst. Hvad vidste man dengang, og hvilket signal ville man sende?,” siger han.
Generalforsamlingen lakker mod enden. De 12 tilstedeværende drikker den sidste tår kaffe, inden de går mod bilerne.
Til næste år står Frants Langhoff der igen. Den første søndag i juni måned. Måske står der flere ved hans side. Måske står der færre.