Kapitel 4
Kuppet
Han startede med at klippe hækken i mindelunden og interviewe veteraner på sin spolebåndoptager som 13-årig. Efter et fejlslagent nynazistisk kup i foreningen bliver Frants Langhoff talsmand for bestyrelsen bag det kontroversielle mindested for faldne østfrontsfrivillige.
Foto: Privat arkiv
“‘Er der mere kaffe?’ Det var Svends holdning. Det har vi overlevet længe på,” siger Frants Langhoff med henvisning til sin onkel og tidligere formand Svend Larsens overlevelsesstrategi for mindelunden, der gik ud på at være rolige og ignorere ekstremisterne både internt og eksternt.
“Det er jo først, når man begynder at springe rundt og skrive og sige en hel masse, at der kommer unødvendig opmærksomhed,” siger han.
Det var hans onkel, der tilbage i midten af 70’erne tog sin teenagenevø med til arrangementer i mindelunden. Dengang var han fascineret af de frivilliges historier fra Østfronten, som han med tiden fik lov til at optage på sin båndoptager.
Som tak for muligheden for at snakke med de frivillige begyndte Frants Langhoff at hjælpe til i foreningen, når der skulle slås græs eller klippes hæk omkring mindelunden.
Den europæiske højrefløj blomstrer
I slutningen af firserne oplever mindelunden ligesom store dele af Europa en opblomstring af nynazismen i det politiske kaos, der følger efter den kolde krig. En lille gruppe nynazister ønsker at overtage foreningen. Støttet af et par bestyrelsesmedlemmer sender de breve ud med indkaldelse til generalforsamling og mødes i mindelunden uden godkendelse fra resten af bestyrelsen. Det blev et møde, der ifølge den nuværende talsmand, fik presse og venstrefløjsaktivister til at tro, at foreningen bød nynazisterne velkommen.
“Det kom til at lægge en skygge ud over de her gamle veteraner, som sad med skødet på mindelunden,” siger han.
Samlerne tegner den nye tid
Men den pludselige og uofficielle generalforsamling fik ingen effekt. Kernen af veteraner, der ønskede en mindelund, som rent faktisk handlede om at mindes og ikke en mindelund, der blev brugt til at genrejse den politiske nazisme, var for stærk for nynazisterne.
“De forventede, at de her gamle gutter ville klappe i hænderne over, at der kom noget politik tilbage i foreningen. Men der tog de fejl. For de her veteraner var det altså en venskabsforening, hvor de kunne sidde og mindes. For dem var krigen slut,” forklarer Frants Langhoff.
Svend Larsen og andre indkaldte blot til en ny generalforsamling, hvor de valgte nye folk ind og ignorerede udbryderbestyrelsen.
Efter det mislykkede forsøg på at overtage foreningen oplever mindelunden nogle af sine mest aktive år op gennem 90’erne, hvor en række yngre samlere af militæreffekter begynder at komme i og omkring foreningen.
“Dem på min egen alder begyndte at komme mere med, nogle af dem havde måske en bedstefar, der havde været med på fronten, mens andre bare havde interessen. Så mødtes vi nogle gange om året ude i mindelunden, og så kunne man bytte med folk fra hele landet. Det var ellers ikke let dengang, når man ikke havde internet,” siger Frants Langhoff.
(Artiklen fortsætter under billedet)
OBS:
Dette er én lang fortælling fortalt i flere kapitler. Hvis du er havnet på denne side uden at have læst de foregående, bør du unde dig selv at starte fra starten.
Foreningen ‘Fællesskabets Mindefond af 1969’ er samlet i mindelunden i 2015. Nummer to fra højre er talsmand Frants Langhoff - til venstre for ham står en af de sidste nulevende veteraner fra Østfronten, Magnus Møller. Billedet er sløret af hensyn til de andre personer. Foto: Privat arkiv
Oprydning efter hærværk
Nynazismens skyggeside viste sig igen i 2002, hvor mindelunden havde været udsat for et omfattende hærværk begået af en gruppe kaldet Antifascistisk Modstand.
Efterfølgende blev der spurgt rundt i foreningen, om der var nogen, der kunne stå for oprydningen og genrejsningen af det væltede kors og den overmalede sten.
“Jeg formoder, at vores forespørgsel på en eller anden måde kom i hænderne på nogle, som var aktive i det højreorienterede miljø i Aarhus. De tog så uopfordret ud og ryddede op,” siger Frants Langhoff.
De unge mennesker, der kom fra både Dansk Front og det nynazistiske parti DNSB, lagde billeder fra mindelunden på deres respektive hjemmesider, hvor de fortalte om deres bedrift med at genrejse mindelunden efter angrebet fra antifascisterne.
“Nynazisterne bruger denne her mulighed til at skabe en form for politisk legitimitet, men de ved også godt, at i den brede offentlighed er det her ikke noget vinderprojekt, så det er nok mere vendt mod deres egne tilhængere, end det er tænkt til den bredere offentlighed,” siger Chris Holmsted Larsen, ekstern lektor på RUC og ekspert i politisk ekstremisme.
Esben Rohde Kristensen, nuværende formand af DNSB, bekræfter, at der var unge fra partiet, som hjalp til med at rydde op efter hærværket, men han mener ikke, at aktionen tjente en større politisk sag.
“Mindelunden betyder som sådan ikke noget politisk for os i DNSB. Vi beskæftiger os med fremtiden for Europa, men vi har helt sikkert stor respekt for mennesker, som vælger at give deres liv for en sag, som de tror på - specielt så vigtig en sag,” siger han.
Ifølge Frants Langhoff var det stik imod foreningens ønske, at de unge nynazister skulle hjælpe med at rydde op.
“Vi kan jo ikke sætte lås på mindelunden og forhindre folk i at komme der. Vi kan ikke gøre andet end at sige til dem efterfølgende, at de ikke er velkomne. Det endte også med, at de fjernede billederne, og så var der ikke mere i det,” siger han.
Vi gider ikke se på hagekors
Efter DNSB’s og Dansk Fronts bjørnetjeneste forlangte Frants Langhoff og flere af de andre unge i foreningen, at vedtægterne blev ændret, så det ikke længere var i orden at ytre sig politisk i foreningen. Og sådan blev det i 2002.
“Vi var nogen, der havde det sådan, at hvis vi skulle gå derude, så gad vi ikke se på folk med hagekors på jakken. Der var ikke derfor, vi kom, og det var ikke derfor, at foreningen eksisterede,” siger Frants Langhoff.
Men selvom foreningen undsagde sig politiske tilhørsforhold og symboler allerede tilbage i 2002, er det umuligt for foreningen at være upolitisk. Det mener Claus Bundgård Christensen, historiker ved Roskilde Universitet og medforfatter til bogen "Under Hagekors og Dannebrog".
“Det er en dybt politiseret forening. De her foreninger har jo dybe sympatier for de ting, som de østfrontsfrivillige foretog sig. Det gør jo ikke de nuværende medlemmer eller pårørende til nazister, men det betyder, at du har taget noget af det her tankegods til dig, hvis du sympatiserer med sådan et sted,” siger han.
Frants Langhoff er for så vidt enig i, at foreningen ikke kan undgå at være lidt politisk. Men han mener, det er vigtigt at skelne mellem at være politisk og føre politik.
“Når vi skriver i vores vedtægter, at foreningen er upolitisk, så er det for at sende et signal om, at her skal der ikke føres politik. Det betyder ikke, at dem, der kommer i foreningen, kun skal spise lagkage og drikke kaffe og ellers ikke have en mening om noget som helst. Men man skal bare ikke føre politisk propaganda fra foreningen,” siger han.
Frants Langhoff fortæller, at foreningen ved flere lejligheder har bedt folk om at skrue ned for deres politiske symboler, når de kommer i foreningen. Og det er ifølge talsmanden altid blevet accepteret.
--
Det er ikke kun den ekstreme højrefløj, der forsøger at bruge mindelunden politisk. I 90’erne og 00’erne forsøger antifascister gentagne gange at ødelægge mindelunden.
Klik her for at læse Kapitel 5: NAZISVIN!